Livet sammen med en fra en anden planet

Pubertetens vigtigste enkelte ”funktion” er at ruste barnet til et selvstændigt voksenliv. Det er lidt, som når fugleunger tvinges til at forlade reden i samme øjeblik, de lærer at flyve. Puberteten er naturens måde at gøre de unge mentalt flyvefærdige på. Men det er betydeligt sværere, og det tager betydeligt længere tid end at lære at flyve.

Som forælder gennemgår du også din absolut sværeste fase. På den ene side vil du mere end noget andet, at naturen skal gå sin gang og din søn blive voksen. På den anden side begynder du med et vist vemod at savne de problemfri småbarnsår, da du var ”den bedste i verden”. Bekræft dine følelser, men hvad du end gør, så kæmp ikke imod. Hvis du forstyrrer din søns pubertetsudvikling, vil det bare gøre det endnu sværere for jer at have en normal relation, når puberteten er forbi. Men endnu værre er det, at du også risikerer at forstyrre hans måde at fungere på sammen med såvel jævnaldrende som andre voksne.

Puberteten handler om at udfordre konventioner, gøre sine egne opdagelser og erfaringer og frem for alt at finde sig selv. På den måde er den mandlige pubertet også unik. Der findes ingen anden fase i livet, hvor en mand gennemgår psykisk udvikling og regression på samme tid. Det er som at lægge et puslespil, som kan kombineres på flere forskellige måder. Han lægger det, tager det fra hinanden, blander, lægger det igen, slår det i stykker, begynder forfra.

HVOR BLEV DEN SØDE LILLE DRENG AF ?

Når en dreng går ind i puberteten, får han en ny chance for at ændre sin personlighed på en gennemgribende og endegyldig måde. Ud over de fysiske forandringer, der sker ukontrolleret ud fra genetiske koder, søger han selv aktivt efter en sjælelig identitet. Han bruger flere år på at åbne og lukke døre til forskellige vurderinger og måder at tænke på. Denne opdagelsesrejse sker i vidt omfang uden at involvere forældrene. Målet er jo at frigøre sig.

Senest opdateret 12 maj 2011

Tilbage

Du har inte flash installerat