Jeg er anderledes, og det står jeg ved

Nu er jeg meget taknemmelig for, at mine forældre satte en grænse. Jeg er atten år, har svær hæmofili, men har ikke ondt nogen steder i kroppen. Mor og far bestemte sig tidligt for, at jeg ikke skulle deltage i holdsportsgrene. Der var det et absolut nej. De ville redde mine led. De indså, at på hold og i kampe lytter man ikke til kroppen, man kører bare los. Mine forældres strategi blev i stedet at sluse mig ind på individuelle sportsgrene. Jeg spiller tennis og golf, står på ski og dyrker sejlsport. Det, du gør, skal du gøre for alvor, sagde mor og far altid, og de var omhyggelige med, at jeg skulle lære hver enkelt sport ordentligt af gode trænere. Det var ekstra vigtigt for mig at blive sikker i de sportsgrene, jeg udøvede, syntes de.

Jeg lærte først at stå på skøjter, da jeg var 13 år – jeg vaklede omkring på isen med albuebeskyttere og knæbeskyttere et stykke tid, men nu er jeg ret god til at løbe på skøjter. Jeg kan gøre meget rent fysisk, men har indset, at jeg altid skal være helt koncentreret og have fuld kontrol. Den selvdisciplin har jeg faktisk haft nytte af i skolen.

Mine forældre har været hårde, når det gjaldt visse ting, men samtidig meget engagerede. Jeg skulle altid have hjelm på. Punktum. Men samtidig kunne mor ikke acceptere, at hjelmene var så grimme, så hun kontaktede producenten og hjalp med til at udvikle en pænere legehjelm. Bare fordi det er et medicinsk hjælpemiddel, behøver det jo ikke at være grimt.